Autenticitet kommer ikke i metermål
Heksekosten i Silkeborg er ikke en hvilken som helst butik. Det er en økologisk og nu til dags sjælden købmandsbutik, hvor der afvejes, kommes i pose, krukke, glas og sæk. Eventyret starter fra det øjeblik, man nærmer sig ude fra Nygade. Hér bliver man mødt af farver, friskhed og indbydende overraskelser. Fra gulv til loft frister alt fra linser, gryn, garn, skind og keramik til krydderier, kunstartikler, legetøj, helse og hudpleje. Og put så den lækreste, økologiske café med tagterrasse og gårdhave oveni. En sådan butik kan selvfølgelig ikke sættes ind i en standardskabelon!
Selvom butikken føles som en tidslomme, så var hjemmesiden fra 1995 en smule forældet. Vi har genskabt butikkens charmerende væsen online ved at digitalisere det indbydende mylder af muligheder i respekt for butikkens sjæl. Med afsæt i farverne fra butikken, stemningen, de små overraskelser og de mange særegne produkter fornemmer man butikken unikke kendetegn, man mangler faktisk kun duftene fra butikken og caféen.
Billederne er uden filter, og vi har placeret det hele umiddelbart tilfældigt, men alligevel med den sirlige ordenssans, som kendetegner butikken. Resultatet er en stemningsfyldt, personlig og autentisk oplevelse, hvor man bevæger sig rundt på samme måde som i den fysiske butik. Der gemmer sig endnu et hyggeligt eventyr lige rundt om hjørnet, og man dykker ned hist og her og finder lige netop dét, man ikke kan undvære.
Den nye hjemmeside tilbyder også bordreservation og bestilling af takeaway.
Det signer kunden om samarbejdet og løsningen …
“Skal vi have en ny hjemmeside ?
– Ikke før jeg finder den helt rigtige person der kan sætte sig ind i hvad jeg ønsker og hvad der afspejler vores butik.
Den der kigger på hjemmesiden skal få oplevelsen af at træde ind i stemningen, duften, varmen, få et smil og alligevel blive draget til rent fysisk at besøge butikken. – Det håber jeg er tilfældet med vores nye hjemmeside. Jeg er i hvert fald ovenud tilfreds og har allerede fået rigtig mange gode tilbagemeldinger. Det har været et meget givende samarbejde med Karsten fra Blikfang. Ping Pong kalder jeg det.
Ideerne er sprunget frem og professionelt udviklet, altid med glæde, gå på mod og god tid. Stor tak til Karsten, at du har gjort det muligt, sammen med tekstforfatter Kristina Højholt. Endelig fandt jeg den helt rigtige løsning efter mange, mange år. Nu ved jeg hvor jeg altid kan hente kompetent og super prof. hjælp og sparring.”
– Signe Rømer
x